Selvregulering hos personale i pressede situationer 

I arbejdet med mennesker i sårbare situationer opstår der øjeblikke, hvor presset kan mærkes helt fysisk. Pulsen stiger. Tankerne bliver kortere. Kroppen spænder. Det kan ske på få sekunder – og ofte midt i situationer, hvor det netop er ro, overblik og faglig dømmekraft, der er mest brug for. 

Denne artikel handler om selvregulering hos personale i pressede situationer. 
Om hvorfor evnen til at regulere sig selv er afgørende i arbejdet med mennesker med demens, psykisk sygdom og komplekse behov. Og om hvordan selvregulering ikke er et personligt karaktertræk, men en professionel kompetence, der kan styrkes. 

Når presset mærkes i kroppen 

Pressede situationer opstår ikke kun i akutte konflikter. De kan opstå i gentagelser, i uforudsigelighed og i ansvar, der føles tungt. Når man arbejder med udadreagerende adfærd, uro eller sårbare borgere, er kroppen ofte på beredskab længe før hovedet registrerer det. 

Mange medarbejdere kender fornemmelsen: en indre spænding, der langsomt bygger sig op i løbet af vagten. En opmærksomhed, der aldrig helt slipper. Kroppen er klar til at reagere, selv når der ikke sker noget konkret. 

Denne kropslige reaktion er naturlig. Den er et udtryk for engagement og ansvarsfølelse. Men hvis den ikke bliver reguleret, kan den påvirke både beslutninger, kommunikation og relationer i hverdagen. 

Hvorfor selvregulering betyder noget i arbejdet med mennesker

I arbejdet med mennesker er relationen altid gensidig. Borgeren reagerer ikke kun på det, der bliver sagt – men på stemningen, tempoet og den følelsesmæssige tilstand hos den, der står overfor dem. 

Stress smitter. Men det gør ro også. 

Når en medarbejder er presset, kan det – helt ubevidst – komme til udtryk i stemmen, kropssproget eller måden, krav bliver stillet på. For en borger med demens eller psykisk sygdom kan selv små ændringer opleves som utrygge eller truende. Det kan forstærke uro og i værste fald føre til udadreagerende adfærd. 

Selvregulering er derfor ikke noget, der kun handler om medarbejderens egen trivsel. Det er en forudsætning for at kunne arbejde low arousal og konfliktnedtrappende i praksis. 

Når selvregulering bliver svær

Selv erfarne medarbejdere kan miste overblikket i pressede situationer. Ikke fordi fagligheden mangler, men fordi belastningen over tid bliver for høj. 
Når hverdagen er præget af tidspres, mange samtidige opgaver og gentagne situationer med uro eller udadreagerende adfærd, stilles der store krav til både opmærksomhed og nærvær. 
Samtidig kan følelsen af ansvar – ikke kun for borgeren, men også for kollegaernes sikkerhed – lægge et ekstra lag af pres oveni. Hvis der dertil kommer manglende pauser og begrænset mulighed for restitution, bliver det sværere at bevare roen og overblikket i øjeblikket. 

Når disse belastninger samler sig, kan reaktionerne blive hurtigere, og fleksibiliteten mindre, selv hos medarbejdere med stor erfaring. 
Det er netop i disse situationer, at selvregulering er allermest nødvendig – og samtidig mest udfordret. 

Selvregulering i praksis – små greb, stor betydning

Selvregulering handler ikke om at fjerne presset. Det handler om at kunne være i det uden at blive overvældet. Og ofte er det de små greb, der gør den største forskel. 

I praksis kan selvregulering blandt andet handle om: 

• at sænke tempoet i egen bevægelse og tale 

• at være bevidst om vejrtrækningen i øjeblikket 

• at give sig selv et øjebliks pause, før man reagerer 

• at justere krav og forventninger midt i situationen 

Disse greb er ikke teknikker, der kræver tid eller forberedelse. De kan bruges her og nu – også i situationer, hvor der ikke er mulighed for at trække sig væk. 

En situation fra hverdagen

En medarbejder står alene med en borger, der gradvist bliver mere urolig. Borgeren gentager de samme spørgsmål, bevæger sig rastløst rundt og reagerer med modstand, når medarbejderen forsøger at guide. 

Medarbejderen mærker presset. Der er andre opgaver, der venter. Stemningen er anspændt. 

I stedet for at forsøge at få situationen “løst” hurtigt, vælger medarbejderen at stoppe op. Trækker vejret dybt. Sænker stemmen. Stiller færre spørgsmål og giver mere tid. 

Tempoet falder. Borgeren spejler roen. Situationen eskalerer ikke – ikke fordi udfordringen forsvinder, men fordi presset bliver reguleret i øjeblikket. 

Det er selvregulering i praksis. 

Selvregulering som fælles faglighed

Selvregulering er ikke kun et individuelt ansvar. Den bliver stærkest, når den er en del af en fælles faglig kultur. Når kollegaer kan aflæse hinanden og støtte hinanden i pressede situationer. 

Det kan være små ting: et blik, en overtagelse, en pause. Eller en fælles forståelse af, at det er legitimt at trække vejret, sænke tempoet og justere forventningerne. 

Når selvregulering bliver et fælles sprog i teamet, mindskes risikoen for, at pressede situationer udvikler sig til konflikter. Og medarbejderne står ikke alene med ansvaret for at holde roen. 

Ledelsens rolle i selvregulering

Ledelsen spiller en afgørende rolle i at skabe rammer for selvregulering. Ikke gennem instruktioner alene, men gennem prioriteringer og kultur. 

Når der er plads til refleksion, sparring og restitution, bliver selvregulering lettere. Når der er realistiske forventninger til tempo og opgaver, falder presset. Og når det er legitimt at sige fra eller bede om støtte, styrkes både faglighed og arbejdsmiljø. 

Selvregulering kan ikke trives i konstant overbelastning. Den kræver rammer, der anerkender, at arbejdet er følelsesmæssigt krævende. 

JPS’ tilgang – ro som faglig kompetence

Hos os i Jysk Pædagogisk Service ser vi selvregulering som en central del af den faglige praksis. Ikke som noget, man forventes at kunne alene, men som noget, der understøttes gennem erfaring, sparring og realistiske rammer. 

Vi arbejder med erfarne medarbejdere, der har stået i pressede situationer før – og som ved, hvordan egen ro påvirker borgerens adfærd. Samtidig prioriterer vi kontinuitet og støtte, så medarbejdere ikke står alene i særligt krævende forløb. 

Når vi træder ind i et samarbejde, er det med fokus på både borgerens og medarbejdernes trivsel. For vi ved, at bæredygtige løsninger kræver, at personalet har mulighed for at regulere sig selv – også i de svære øjeblikke. 

At passe på sig selv for at passe på andre

Selvregulering handler ikke om at være uberørt. Det handler om at kunne rumme egne reaktioner uden at lade dem styre situationen. Det er en professionel færdighed – og en nødvendighed i arbejdet med mennesker. 

Når medarbejdere kan regulere sig selv, skaber det: 

• mere ro i hverdagen 

• færre konflikter 

• bedre relationer 

• et mere bæredygtigt arbejdsliv 

Det gavner ikke kun borgeren, men også arbejdsmiljøet og kvaliteten i indsatsen. 

Når ro begynder indefra

I pressede situationer er det let at fokusere på det, der sker omkring os. Borgerens adfærd. Opgaverne. Kravene. Men ofte begynder den største forandring et andet sted – indefra. 

Når personalet har mulighed for at regulere sig selv, ændrer dynamikken sig. Presset falder. Overblikket vender tilbage. Og relationen får bedre vilkår. 

Selvregulering er ikke et ekstra lag oven på fagligheden. Det er en del af den. Og når den bliver taget alvorligt, skaber den ro – både for den, der arbejder, og for den, der bliver mødt. 

Når pressede situationer bliver en del af hverdagen, er selvregulering ikke et personligt ansvar alene – det er en faglig og organisatorisk opgave.
Hvis I oplever, at belastningen er høj, og at der er behov for støtte, sparring eller aflastning i arbejdet med sårbare borgere, er I velkommen til at tage en uforpligtende snak med os. Ring til os på 54 70 70 10, så taler vi om, hvordan ro, erfaring og faglig støtte kan styrke både medarbejdere og indsats.

 

Skrevet af: Michael Bjerre Mortensen (Indehaver, Jysk Pædagogisk Service ApS)