Når pårørende er bekymrede: hvordan faglighed skaber tryghed

Skrevet af: Michael Bjerre Mortensen (Indehaver, Jysk Pædagogisk Service ApS)

Bekymring er sjældent dramatisk fra begyndelsen. Den starter ofte stille. Som en fornemmelse. En uro, der melder sig i baghovedet, uden at man helt kan forklare hvorfor. For mange pårørende til mennesker med demens er bekymringen en fast ledsager længe før diagnosen bliver stillet – og den forsvinder ikke, når sygdommen først er en realitet. 

Denne artikel handler om den bekymring. Om hvorfor den opstår, hvordan den kan vokse, og hvordan faglighed – forstået som viden, erfaring og professionel praksis – kan være med til at skabe tryghed for pårørende i et forløb, der ellers kan føles uoverskueligt.

Bekymringen, der sjældent bliver sagt højt

Mange pårørende tøver med at sætte ord på deres bekymring. De vil ikke være besværlige. De vil ikke overreagere. De vil ikke stemple et menneske, de holder af, som syg, før det er nødvendigt. Derfor bliver bekymringen ofte pakket ind i forklaringer om alder, træthed eller livsomstændigheder. 

Men bekymringen forsvinder ikke af den grund. Den ligger der som et konstant spørgsmål: Er det her normalt? Og lige så ofte: Hvad hvis det ikke er? 

For pårørende kan denne tvivl være tung at bære. De står med et ansvar, de ikke selv har valgt, og uden et klart sprog for, hvad de oplever. Samtidig vokser frygten for både at reagere for sent og for tidligt. For hvad er værst – at overse noget alvorligt eller at gøre en stor sag ud af noget, der måske er ufarligt? 

Når usikkerhed møder kompleks adfærd

Efterhånden bliver det sværere at ignorere forandringerne. Adfærden ændrer sig. Den demensramte kan blive mere urolig, mere modvillig eller reagere på måder, der ikke tidligere har været typiske. For pårørende kan disse ændringer være særligt svære at håndtere, fordi de ofte kommer uden forklaring. 

Uden viden om demens kan adfærden opleves som personlig. Som en afvisning. Som manglende vilje. Eller som noget, man burde kunne løse, hvis bare man gjorde det rigtige. 

Her vokser bekymringen. Ikke kun for den demensramte, men også for ens egen rolle. Gør jeg nok? Gør jeg det rigtige? Usikkerheden bliver forstærket af, at mange pårørende mangler konkrete redskaber til at forstå og håndtere situationerne. 

Når adfærden bliver kompleks, og sproget ikke længere rækker, kan bekymringen hurtigt udvikle sig til magtesløshed.

Faglighed som modvægt til utryghed

Faglighed er ikke et abstrakt begreb for pårørende. Det er noget, der mærkes i praksis. Det viser sig i måden, situationer bliver vurderet på. I evnen til at forklare, hvad der sker – og hvorfor. 

Når fagpersoner kan sætte ord på adfærd og udvikling, sker der ofte noget afgørende. Bekymringen forsvinder ikke nødvendigvis, men den bliver mere håndterbar. For det, der før føltes kaotisk, får nu en ramme. 

Faglighed skaber tryghed, fordi den: 

• giver mening til det, der ellers virker uforståeligt 

• adskiller vilje fra sygdom 

• og viser, at reaktioner ikke er tilfældige, men har årsager 

Når en pårørende forstår, at uro kan skyldes overstimulering, smerter eller utryghed – og ikke modvilje – ændrer perspektivet sig. Bekymringen bliver ikke længere rettet mod sig selv, men mod situationen. Og det er her, den kan deles.

At blive mødt og hørt som pårørende

For mange pårørende er det afgørende ikke bare at få svar, men at blive taget alvorligt. Bekymringer skal ikke affejes eller bagatelliseres, selvom de måske ikke altid kan føre til konkrete løsninger med det samme. 

Den professionelle dialog er central her. Når fagpersoner tager sig tid til at lytte, stille uddybende spørgsmål og forklare deres vurderinger i et sprog, der er til at forstå, opstår der tillid. 

Det handler ikke om at love mere, end man kan holde. Tværtimod. Tryghed opstår ofte, når der bliver talt ærligt om både muligheder og begrænsninger. Når pårørende oplever, at deres bekymring er legitim, også selvom der ikke findes en hurtig løsning. 

Et fælles sprog mellem fagpersoner og pårørende reducerer misforståelser. Det skaber klarhed om roller, forventninger og ansvar. Og det gør det muligt at stå sammen om det, der er svært.

Når viden erstatter skyld

En af de største lettelser for mange pårørende opstår, når de forstår, at de ikke er årsagen til de udfordringer, de står i. At de ikke har fejlet. At deres gode intentioner ikke var forkerte, selvom de ikke altid havde den ønskede effekt. 

Faglighed kan her fungere som en form for aflastning. Når adfærd bliver forklaret som en del af sygdommens udvikling, slipper pårørende noget af den skyld, de ofte bærer rundt på. Skyld over at blive frustreret. Skyld over at blive træt. Skyld over ikke at kunne nå ind til det menneske, de kendte før.

Når viden erstatter skyld, bliver der plads til omsorg – både for den demensramte og for den pårørende selv.

JPS’ tilgang – faglighed med mennesket i centrum

Hos Jysk Pædagogisk Service (JPS) ser vi faglighed som mere end metoder og procedurer. Faglighed er også evnen til at møde mennesker dér, hvor de er – med respekt for deres situation. 

I arbejdet med demens og komplekse forløb prioriterer JPS dialogen med pårørende højt. Ikke fordi pårørende skal tage over, men fordi de er en vigtig del af helheden. De rummer viden, erfaring og følelser, som har betydning for indsatsen. 

JPS arbejder systematisk med observation, refleksion og faglig vurdering, men også med at oversætte denne faglighed til et sprog, der giver mening i hverdagen. Når faglige overvejelser bliver gjort forståelige, bliver de også tryghedsskabende. 

Vores erfaring er, at når pårørende oplever, at der er styr på situationen – også når den er svær – falder bekymringen. Ikke fordi alt bliver nemt, men fordi der er nogen, der kan bære ansvaret sammen med dem.

Samarbejde som grundlag for tryghed

Tryghed opstår sjældent af sig selv i demensforløb. Den opstår gennem samarbejde. Når fagpersoner, pårørende og øvrige involverede arbejder i samme retning og deler forståelse for borgerens situation. 

Når bekymring bliver mødt med faglighed, skabes der rum for tillid. Og når der er tillid, bliver det lettere at håndtere både gode og svære perioder. Pårørende behøver ikke længere stå alene med deres spørgsmål. De ved, hvem de kan henvende sig til – og at deres bekymringer bliver taget alvorligt.

Tryghed er ikke fravær af bekymring

Bekymring forsvinder sjældent helt, når man er pårørende til et menneske med demens. Men den kan ændre karakter. Fra lammende usikkerhed til en bekymring, der kan deles og håndteres. 

Faglighed skaber tryghed, fordi den giver overblik, forklaring og retning. Den gør det muligt at forstå det, der ellers føles uoverskueligt. Og den viser, at man ikke står alene. 

Hos Jysk Pædagogisk Service arbejder vi for, at bekymring ikke skal bæres i stilhed. Når faglighed og menneskelighed går hånd i hånd, kan der skabes tryghed – også i et forløb, der rummer mange ubekendte. 

Bekymring forsvinder sjældent af sig selv – men den kan deles.
Hvis du er pårørende og går med spørgsmål, tvivl eller uro, er du velkommen til at tage en uforpligtende snak med os om, hvordan faglighed og støtte kan skabe mere tryghed for både dig og din pårørende. Ring til os på 54 70 70 10, når det passer dig. 

 

Skrevet af: Michael Bjerre Mortensen (Indehaver, Jysk Pædagogisk Service ApS)