Demens og tryghed – hvorfor relationen er vigtigere end rutinen

Skrevet af: Michael Bjerre Mortensen (Indehaver, Jysk Pædagogisk Service ApS)

Når man arbejder med demens, taler man ofte om vigtigheden af faste rutiner. Om gentagelser, struktur og genkendelighed. Rutiner kan skabe forudsigelighed og reducere usikkerhed, og i mange sammenhænge er de et vigtigt redskab. Men for mennesker med demens er rutiner ikke altid nok. I nogle tilfælde kan de endda skabe mere uro end tryghed.

Hos Jysk Pædagogisk Service (JPS) ser vi igen og igen, at det, der i sidste ende skaber ro hos mennesker med demens, ikke er rutinen i sig selv – men relationen til det menneske, der udfører den. Denne artikel handler om, hvorfor relationen er vigtigere end rutinen, og hvordan tryghed i demensarbejde i høj grad opstår mellem mennesker – ikke i skemaer.

Når rutinen ikke længere føles tryg

For mange mennesker med demens starter hverdagen stadig med de samme handlinger: morgenpleje, måltider, aktiviteter og hvile. Set udefra ligner det stabilitet. Men indefra kan oplevelsen være en anden.

Forestil dig at vågne op i et rum, du ikke helt genkender. En person, du ikke er sikker på, hvem er, fortæller dig, hvad der skal ske nu. Tonen er venlig, men situationen føles fremmed. Du ved ikke længere, hvorfor noget skal gøres – kun at det bliver forventet af dig.

For mennesker uden demens kan rutinen være tryg, fordi den giver mening. For mennesker med demens kan rutinen miste sin tryghed, hvis meningen forsvinder. Når forståelsen forsvinder, bliver det relationen, der bærer situationen.

Tryghed er ikke en handling – det er en følelse

Tryghed kan ikke standardiseres. Den kan ikke sættes på skema eller gentages mekanisk. Tryghed opstår, når et menneske føler sig set, genkendt og mødt i sit tempo.

I arbejdet med demens er det ofte små ting, der gør forskellen. Et kendt ansigt. En stemme, der lyder som i går. Et blik, der signalerer ro. En hånd, der ikke haster.

Når relationen er stærk, kan selv svære situationer opleves mindre truende. Når relationen mangler, kan selv velkendte rutiner føles grænseoverskridende.

Når relationen bærer, selv når hukommelsen svigter

Hos JPS har vi ofte oplevet, at borgere med demens ikke længere kan genkende steder, tidspunkter eller sammenhænge – men stadig reagerer positivt på bestemte mennesker. Selvom navne og funktioner er glemt, lever følelsen af genkendelse videre.

En borger kan ikke forklare, hvem medarbejderen er. Men kroppen slapper af, når netop den person træder ind i rummet. Uroen dæmpes. Modstanden mindskes. Ikke fordi rutinen er anderledes – men fordi relationen er kendt.

Det er her, relationen viser sin styrke. Den fungerer som et anker i en verden, der gradvist mister sin form.

Når rutinen bliver et pres

I nogle situationer kan rutiner utilsigtet komme til at virke som et pres. Når noget “skal” gøres på et bestemt tidspunkt, på en bestemt måde, uden hensyn til borgerens aktuelle tilstand.

For mennesker med demens kan dette opleves som:

tab af kontrol

manglende forståelse

eller som at blive trukket ind i noget, man ikke er klar til

Modstanden, der opstår, er sjældent mod rutinen i sig selv. Den er mod følelsen af ikke at blive mødt.

Her ser vi ofte, at relationen bliver afgørende. En kendt medarbejder kan aflæse signaler, justere tempoet og skabe plads. En ukendt medarbejder, der følger rutinen korrekt, kan uforvarende forstærke uroen.

Relation før opgave – JPS’ tilgang i praksis

I JPS arbejder vi ud fra en grundlæggende forståelse: relationen kommer før opgaven. Ikke fordi opgaven er uvigtig, men fordi opgaven først kan lykkes, når relationen er på plads.

Det betyder i praksis, at vi:

prioriterer nærvær frem for tempo

læser borgerens signaler før vi handler

og tilpasser rutiner efter mennesket – ikke omvendt

Denne tilgang kræver tid og kontinuitet. Derfor lægger JPS stor vægt på at anvende de samme medarbejdere (gengangere) på opgaver, særligt i demensforløb.

Kontinuitet skaber tillid – også uden ord

Når de samme medarbejdere møder borgeren igen og igen, opstår der en tavs forståelse. Medarbejderen lærer borgerens små signaler at kende: hvornår uroen begynder, hvornår pausen er nødvendig, hvornår berøring er ok – og hvornår den ikke er.

Borgeren lærer samtidig medarbejderen at kende på en kropslig og følelsesmæssig måde. Tilliden opbygges, også selvom hukommelsen svigter.

Det er denne kontinuitet, der ofte gør forskellen mellem en hverdag præget af modstand – og en hverdag med mere ro.

Når faste teams er pressede

I perioder med sygdomsudvikling kan faste teams opleve, at relationen bliver sværere at bære alene. Uroen fylder mere, presset stiger, og hverdagen kan blive præget af gentagne konflikter.

Her er det vigtigt at sige højt, at det ikke er et udtryk for manglende faglighed. Det er et vilkår i arbejdet med komplekse demensforløb.

Når relationen slides, kan ekstern pædagogisk støtte være en hjælp – ikke som erstatning, men som aflastning og stabilisering.

Ekstern støtte med fokus på relation – ikke overtagelse

Når JPS træder ind i et demensforløb, er målet ikke at overtage. Det er at understøtte. Vi integrerer os i det eksisterende miljø og arbejder tæt sammen med det faste personale.

Vores fokus er at:

skabe ro omkring borgeren

genopbygge relationel tryghed

og aflaste de medarbejdere, der har været tæt på i lang tid

Ofte oplever bosteder, at borgeren responderer positivt på en ny, rolig relation – ikke fordi personen er ny, men fordi relationen er ubelastet.

1:1-indsatser – relation som stabiliserende ramme

I nogle tilfælde er det nødvendigt med 1:1 støtte i perioder. Her bliver relationen endnu vigtigere. Når én medarbejder er fast tilknyttet, kan borgeren spejle sig i et enkelt menneske i stedet for mange skiftende ansigter.

Det skaber:

færre stimuli

mere forudsigelighed

og en stærkere følelse af tryghed

Rutiner kan stadig være til stede – men de bæres af relationen, ikke omvendt.

Tryghed smitter – også i organisationen

Når relationen mellem borger og medarbejder er tryg, smitter det af på resten af hverdagen. Personalet oplever færre konflikter, mere overskud og bedre arbejdsmiljø. Ledelsen oplever mere stabil drift og færre akutte situationer.

Relationel tryghed er derfor ikke kun et menneskeligt anliggende – det er også et organisatorisk og driftsmæssigt anliggende.

Når relationen får lov at være vigtigst

I arbejdet med demens er der sjældent én rigtig løsning. Men én erfaring går igen: Når relationen prioriteres, falder behovet for kontrol. Når mennesket kommer før rutinen, opstår der plads til tryghed.

Hos Jysk Pædagogisk Service tror vi på, at det er i relationen, den største forskel skabes. Ikke fordi rutiner er uvigtige – men fordi rutiner først bliver meningsfulde, når de udføres i en relation, der føles tryg.

Når relationen er det, der skaber tryghed, er det vigtigt ikke at stå alene med ansvaret.
Uanset om du er pårørende eller arbejder tæt på en borger med demens, er du velkommen til at tage en uforpligtende snak med os om, hvordan relation, genkendelighed og ro kan styrkes i hverdagen. Ring til os på 54 70 70 10, så finder vi sammen ud af, hvad der giver mening for både borgeren og jer omkring.