At blive mødt i øjenhøjde, når livet er svært

Han var engang den, der altid stod tidligt op. Tog cyklen gennem byen, kendte genvejene og hilste på folk undervejs. Han havde rejst mere, end han selv talte om, og han kunne få et rum til at grine med en enkelt bemærkning. For familien var han morfar. Den, der altid havde tid, og som vidste præcis, hvordan man satte en cykel i stand. 

I dag er tempoet et andet. Verden føles større, mere uoverskuelig. Ordene kommer ikke altid, når de skal, og hverdagen kræver mere mod, end den gjorde før. Men bag usikkerheden og uroen er det stadig ham. Med den samme historie. Det samme menneske. Som stadig har brug for at blive mødt i øjenhøjde. 

Denne artikel handler om netop det. Om hvad det betyder at blive mødt i øjenhøjde, når livet er svært. Når man mister fodfæste, kontrol og genkendelighed – og når både borgere og pårørende står i noget, der er større, end de selv har valgt. 

Når hverdagen føles tung

For mange mennesker kommer der et tidspunkt i livet, hvor det velkendte begynder at glide. Det kan være gradvist eller pludseligt. Kroppen vil ikke helt det samme. Tankerne føles mere urolige. Og det, der før gav mening, bliver sværere at holde fast i. 

For mennesker med demens eller psykisk sygdom kan denne oplevelse være særlig voldsom. Ikke kun fordi funktioner forandrer sig, men fordi oplevelsen af kontrol langsomt forsvinder. Man mister overblikket. Tvivlen sniger sig ind. Og verden begynder at føles utryg. 

Når man mister fodfæste, bliver man mere sårbar. Små forandringer kan føles store. Krav, der før var til at håndtere, kan føles overvældende. Og reaktioner, som udefra kan virke uhensigtsmæssige, er ofte et forsøg på at holde fast i sig selv. 

Hvad betyder det at blive mødt i øjenhøjde?

At blive mødt i øjenhøjde handler ikke om at tale langsommere eller gøre tingene lettere. Det handler om noget mere grundlæggende. Om at blive set som det menneske, man er – også når man har mistet noget af det, man engang kunne. 

At blive mødt i øjenhøjde betyder at blive mødt med respekt, ro og nysgerrighed. Det betyder, at man ikke bliver talt hen over hovedet på, korrigeret unødigt eller presset ind i en ramme, man ikke længere kan være i. 

Der er stor forskel på at blive mødt – og at blive håndteret. Når mennesker bliver håndteret, mister de ofte endnu mere kontrol. Når de bliver mødt, kan noget af trygheden vende tilbage. 

Når sårbarhed viser sig forskelligt

Sårbarhed ser ikke ens ud. Hos nogle viser den sig som uro og modstand. Hos andre som tilbagetrækning, tavshed eller opgivenhed. Fælles for mange er, at adfærden ændrer sig, når ordene ikke længere slår til. 

For mennesker med demens kan sproget gradvist forsvinde. Evnen til at forklare behov, følelser og bekymringer bliver mindre. Det betyder ikke, at behovene forsvinder – kun at de bliver sværere at udtrykke. 

Når adfærd bliver sproget, kræver det, at omgivelserne lytter på en anden måde. Ikke kun med ørerne, men med blikket, tempoet og relationen. 

At miste sig selv – set indefra

For den, der lever med demens, kan oplevelsen være som langsomt at miste sig selv, uden helt at kunne sætte ord på det. Man mærker, at noget er anderledes. At verden ikke hænger sammen som før. Og at man ikke altid bliver forstået. 

Det kan skabe frustration. Uro. Og en følelse af at være forkert. Ikke fordi man ønsker at være besværlig, men fordi man ikke længere kan være på samme måde i verden. 

Når man bliver mødt i øjenhøjde, bliver denne oplevelse mindre ensom. Man bliver ikke reduceret til sin sygdom, men set som det menneske, man stadig er. 

Når pårørende oplever at miste én, der stadig er her 

For pårørende kan sorgen begynde længe før døden. Mange beskriver det som at have mistet en person, der stadig lever. Den, der engang var ægtefælle, mor, far eller morfar, er der stadig – men alligevel ikke på samme måde. 

En pårørende beskriver det sådan:
“Det er ikke, fordi han er væk. Men han er heller ikke helt den samme. Og jeg ved aldrig, hvem jeg møder i dag.” 

Den konstante usikkerhed kan være tung at bære. Skyldfølelse blander sig med savn. Man vil gerne gøre det rigtige, men ved ikke altid hvad det er. Og frygten for at gøre noget forkert kan blive altoverskyggende. 

Når pårørende oplever, at deres kære bliver mødt i øjenhøjde af fagpersoner, kan noget af byrden lettes. Ikke fordi sorgen forsvinder, men fordi ansvaret ikke længere bæres alene. 

Relationens betydning i svære perioder

Når livet er svært, bliver relationer afgørende. For både borgere og pårørende. At blive mødt af mennesker, der kender én, husker én og tager sig tid, kan gøre en verden til forskel. 

Relationer skaber kontinuitet. Og kontinuitet skaber tryghed. Når man ved, hvem man møder, og hvordan man bliver mødt, falder spændingen. Det gælder også – og måske især – når hverdagen er præget af usikkerhed. 

At blive i relationen, også når det er svært, er ikke altid let. Men det er ofte her, den største forskel opstår. 

Den faglige tilgang – ro, tid og fleksibilitet

At arbejde i øjenhøjde kræver faglighed. Det kræver evnen til at sænke tempoet, give tid og justere forventninger. Ikke fordi man giver op, men fordi man tager situationen alvorligt. 

Low arousal-tilgangen spiller en vigtig rolle her. Når tempoet sænkes, kravene reduceres og stimuli mindskes, får borgeren bedre mulighed for at regulere sig selv. Konflikter forebygges ofte, ikke gennem kontrol, men gennem forståelse. 

Små justeringer kan gøre en stor forskel. En pause. En ændret rækkefølge. Et andet tidspunkt. Eller blot at blive mødt med ro i stedet for pres. 

JPS’ måde at arbejde i øjenhøjde

Hos os i Jysk Pædagogisk Service tager vi udgangspunkt i mennesket – ikke kun opgaven. Vi ved, at ingen forløb er ens, og at faglighed ikke kan standardiseres. 

Vi arbejder med relation, genkendelighed og kontinuitet. Vi prioriterer faste medarbejdere og tætte samarbejder med både institutioner og pårørende. For os handler øjenhøjde om at møde mennesker dér, hvor de er – ikke dér, hvor vi synes, de burde være. 

Når livet er svært, er det ikke løsninger, der skal presses igennem. Det er mennesker, der skal støttes. 

Når øjenhøjde skaber tryghed

Når borgere bliver mødt i øjenhøjde, sker der ofte noget stille. Uroen falder. Modstanden mindskes. Og relationen får plads til at bære. 

For pårørende kan det skabe tillid. For medarbejdere kan det skabe faglig stolthed. Og for borgeren kan det skabe en oplevelse af stadig at have værdi – også når livet har ændret sig. 

Når menneskelighed bliver det vigtigste

At blive mødt i øjenhøjde handler i sidste ende om menneskelighed. Om at blive set, hørt og respekteret – også når man har mistet noget af det, man engang var. 

Når livet er svært, er det ikke altid svar, der mangler. Det er relationer. Tid. Og mennesker, der tør blive stående, også når der ikke findes en hurtig løsning. 

Det er her, øjenhøjden gør den største forskel. 

Når livet er blevet sværere, betyder måden, man bliver mødt på, mere end noget andet.
Hvis du står tæt på et menneske, der har mistet fodfæste, eller hvis I som fagpersoner oplever, at der er behov for mere ro, tid og relation i hverdagen, er I velkommen til at tage en uforpligtende snak med os. Sammen kan vi tale om, hvordan støtte i øjenhøjde kan skabe mere tryghed – for både borgeren og dem omkring. Ring til os på 54 70 70 10, når det passer jer. 

 

Skrevet af: Michael Bjerre Mortensen (Indehaver, Jysk Pædagogisk Service ApS)